Havefotografering – forgrund som indramning
Når jeg fotograferer haver, bruger jeg ofte forgrunden til at indramme mit hovedmotiv. Det kan både være med til at give noget dybde i billedet og samtidig guide øjet hen på det, jeg synes, er det vigtige.
Jeg faldt over en serie af billeder, jeg tog i Birkegårdens Haver i sensommeren og efteråret 2016 (dels til en artikel og dels i forbindelse med et kursus, jeg holdt i haven). Da jeg nu så billederne igennem igen, slog det mig, hvor mange gange jeg faktisk benyttede mig af forgrunden som en indramning af motivet. Det er der nu kommet dette indlæg ud af med nogle af billederne og ikke mindst mine overvejelser og tanker omkring dem.
Samme billede – forskellige beskæringer
Det mest oplagte eksempel på at bruge forgrunden til at indramme et billede er nok dette, hvor jeg har brugt indgangen gennem hækken. På billedet til højre har jeg for at illustrere forskellen beskåret det samme billede, så man ikke længere ser hækken.
Det, der ligger indenfor rammen, kommer til at virke noget mere rodet, når det står alene, og jeg ville formentlig ikke have taget billedet, hvis det ikke havde været for hækken.
Men når hækken kommer med, giver det automatisk noget mere ro og dybde i billedet. Frem for at øjet søger rundt for at finde ud af, hvilke detaljer der egentlig er interessante, så vil man nok i højere grad opfatte, at det er haverummet som helhed, der er i fokus og ikke mindst overgangen til haverummet.
Det at stien er med (og er så lys i forhold til resten), bidrager også til at trække ens opmærksomhed videre ind i billedet, og måske er det også med til at vække en nysgerrighed for, hvad man mon mere vil få at se, på den anden side af hækken. Derfor synes jeg heller ikke, at det gør helt så meget, at de enkelte detaljer indenfor rammen måske isoleret set kan virke lidt rodede. Men det ville formentlig have gjort billedet bedre, hvis det inden for rammen også havde været mere roligt og fokuseret.
Da jeg tog dette billede, synes jeg, at de tykke stammer i hver side og de formklippede kugler i bunden var med til at indramme dammen og tangen med den japanske granit-lanterne
Jeg sørgede desuden for, at spejlingen af lanternen ikke ramte rammen.
I den redigering, jeg valgte, blev forgrunden meget mørk. I dag havde jeg nok valgt at lysne den lidt, så man kunne fornemme lidt flere detaljer, da det også bidrager til helheden. Det er dog vigtigt, at den ikke tiltrække sig alt for meget opmærksomhed, da den primært skal fungere som indramning – og jo mørkere og mere uskarp den er, des mere diskret virker den typisk også.
For at illustrere hvilken effekt forgrunden giver, har jeg nu efterfølgende lavet en tættere beskæring af det samme billede, hvor jeg har skåret forgrunden væk. Som man kan se, forandrer det stemningen og udtrykket i billedet. Personligt synes jeg, at forgrunden er med til at give billedet mere dybde og en følelse af at man kigger ind i billedet.
Hvis det oprindeligt havde været mit ønske at taget billedet uden at få træerne med i forgrunden, havde jeg nok valgt at gå lidt tættere på, så jeg bl.a. kunne få spejlingen af lanternen med på billedet.
Samme motiv – forskellige forgrunde
Dette springvand er placeret i sit eget lille havehum omkranset af buske. Når man kommer til det via en af de stier, der føre ind i haverummet, vil buskene automatisk fungere som en form for indramning af springvandet.
Hvis jeg ønskede at vise hele springvandet, ville jeg være nødt til at gå tættere på, så jeg var fri af buskene, og jeg ville skifte til et objektiv med mere vidvinkel. Men ved at tage det fra stien med buskene på hver side, får man på den anden side en bedre fornemmelse af, at det netop står i sit eget lille haverum, som man kigger ind i.
Her er det samme motiv – eller næsten samme motoiv. På det første billede var det hele springvandet, der var fokus på, mens det her primært er figurerne.
Selvom jeg sagtens kunne have taget billedet uden at få noget af buskene med (også uden at skulle skifte til vidvinkel), så valgte jeg bevidst at bruge bladene i forgrunden til at indramme motivet.
Ud over at denne indramning er med til at guide øjet, så man ikke er i tvivl om, at det er figurerne, der er det væsentlige i billedet, så synes jeg samtidig, at det er med til at give en større intimitet – som om man i al hemmelighed står og belurer deres interaktion gennem et kighul i busken.
I modsætning til det første billede, får man dog ikke et nær så godt indtryk af, hvordan springvandet er placeret i haverummet.
Det her er selvfølgelig kun nogle få eksempler, men jeg håber, det alligevel kan give nogle ideer til, hvordan man aktivt kan bruge forgrunden til at indramme sit motiv.
Havefotografi – vis udviklingen
De fleste havefolk synes, det er interessant at se, hvordan en have udvikler sig. Her er et par overvejelser om, hvordan man kan sikre sig gode billeder af udviklingen.
Havefotografering – det smukke morgenlys
Når man fotograferer haver, er lyset utrolig vigtig for den stemning, man vil fange, og et af mine absolutte yndlingstidspunkter er tidlige morgener.
Havefotografering – mange vinkler
Når jeg skal fotografere en have, forsøger jeg at få så mange forskellige vinkler som muligt, fordi de tilsammen er med til at fortælle forskellige dele af historien.
0 kommentarer